FYLDTE MAJSPANDEKAGER

Dej

  • 2 spsk hvedemel
  • 100 g majsmel (ca. 2 dl)
  • 2 dl mælk
  • 3 æg
  • 25 g smør

Krydret champignonfyld

  • 25 g smør
  • 4 finthakkede skalotteløg (ca. 50 g)
  • 450 g champignoner i kvarte
  • 2 røde peberfrugter i små tern (ca. 175 g)
  • 10 knuste korianderfrø
  • 2 dl mild tacosauce
  • 1 dåse koncentreret tomatpuré (ca. 70 g)
  • ½ tsk sødt, mildt chilipulver
  • ½ tsk edelsüsspaprika
  • ½ tsk groft salt
  • 100 g Karolines Køkken® Mozzarella 15%

Tilbehør

  • 500 g blandet salat

Fremgangsmåde:

Dej

Bland mel og majsmel sammen. Pisk mælken i lidt efter lidt. Pisk æggene i og lad dejen hvile tildækket i køleskabet i mindst ½ time. Pisk dejen op inden bagning. Bag 6 pandekager i gyldent smør i en pande (ca. 21 cm i diameter).

Krydret champignonfyld

Lad smørret blive gyldent i en pande. Svits løg og champignoner ved kraftig varme i ca. 8 min. eller til blandingen er næsten "tør". Tilsæt peberfrugter, koriander, tacosauce, tomatpuré, chili, paprika og salt. Lad blandingen koge ved kraftig varme og uden låg i ca. 3 min. Smag fyldet til og fordel det på de 6 pandekager. Drys med ca. 75 g af osten og rul pandekagerne sammen. Læg dem med sammenføjningerne nedad på en plade med bagepapir. Drys med resten af osten og gratiner pandekagerne midt i ovnen.

Gratinering

Ca. 8 min. ved 225° - traditionel ovn.

Tips

Du kan bage pandekagerne dagen før og lægge dem med bagepapir imellem i en frysepose. Det krydrede champignonfyld kan også tilberedes dagen før. Opbevar pandekager og fyld i køleskabet.